Anders myser på livets særere sider

«  Den Danske Humlehaven   |  Hva skjer med E.C.Dahls?  »

2014-12-19

Næve om humle

Under er gjengitt kapittel 11 om humledyrking i Oluf Næves verk om jordbruk: Den Norske Jord-Dyrkers Bog. Den er skrevet i tiden fra rundt 1750 og frem til 1766, men forble upublisert på grunn av manglende midler, inntil Gudmund Balvoll, professor ved Norges Landbrukshøyskole, transkriberte den og utgav den med kommentarer for få år siden.

Oluf Næve – eller Ole Pedersen Nefue – ble født i Meldal, trolig i 1709. Han var – som sin far – klokker og skrev flere bøker om jordbruk, men var også radikal i en samtid der progressive og reaksjonære krefter kjempet om makten. Han var autodidakt i opplysningstidens ånd, men fikk ikke de midlene som andre av opplysningstidens helter ble til del, kanskje fordi han ikke var så flink til høflig å nedtone hva han mente om styre og stell. Han døde fattig på Trondhjems hospital i 1795. Hans få eiendeler ble solgt på auksjon, mens manuskriptene endte hos Vitenskapsselskapet der de ble bevart for ettertiden.

Balvoll har modernisert teksten noe, blant annet har han fjernet store bokstaver i substantiver og kortet inn på setninger, men det er ikke andre innlysende endringer.

Boka kan i sin helhet hentes ned fra NMBU, tidligere Landbrukshøgskolen på Aas, Balvolls gamle lærested. Jeg vil oppfordre til det, og da få man også med seg Balvolls interessante og informative innledning og kommentarer.

Boka bruker en del enheter av mål og vekt, og jeg har på slutten forsøkt å sammenfatte de viktigste av disse og hva de tilsvarer i dagens system.

Gudmund Balvoll påpeker i kommentarene at Næve har en underlig oppfatning av vill og tam humle, samt at han ignorerer at det finnes hann- og hunnplanter. Det er jo ikke slik at det egentlig er grunnleggende forskjell på ville og tamme humleplanter, utover at det selvfølgelig kan være mindre varianter.

Denne forvirringen rundt hann- og hunnplanter er vanskelig å forstå. Om det ikke hadde vært for at Næve selv skriver om hvordan man sår humle, så hadde jeg tippet at han kun kjente til hunn-plantene og formerte dem via rotdeling eller avleggere. Men når man formerer ved hjelp av frø, så vil man få en andel hannplanter som ikke gir kongler. Det er mulig at Næves distinksjon mellom vill og tam humle egentlig er en distinksjon mellom hann- og hunnplanter, men da er det tilsynelatende liten mening i utsagnet om at ville planter kunne bli tamme – og omvendt.

Dersom Næve faktisk misoppfatter vill kontra tam humle som henholdsvis hann- og hunnplanter, så er det mulig at påstanden om at vill humle (dvs hannplanter) kan bli tamme (dvs hunnplanter) er en ytterligere misoppfatning basert på at humlerøttene spas opp hver høst. Humle er nærmest å regne for en ugressplante, og den er vrien å bli kvitt. Når man derfor om våren setter ned en hann/vill-humle på samme plass som det tidligere har vokst en hunn/tam-humle, så er det mulig at gjenblevne røtter gir en hann og en hunn på samme voksested, og at det er dette som menes med temming av humle.

Her er i hvert fall originalteksten i Balvolls transkripsjon.

Det 11te Hoved-Stykke:
Om humlehaugers anlæg og humleplantninger

Humle er og en nødvendig frugt for dem som vil og må have øll i huuset. Dog kan man ikke befatte sig meget med sammes plantning, hvor høstkulden oftest indfinder sig førend den kan naae sin modenhed. Thi den bliver oftest ikke fullmodnet førend sist i september maanet, dog kommer det meget an paa jordarten og humlehaugens beqvemme beliggenhed imod solen.

De som ikke har nogen retskaffen humlehauge, men vil af nye anlægge een, de kan da i nogen maade behielpe sig med den liden underretning som her gives, saafremt de ikke forud har, eller kan erlange bædre efterretning derom fra andre.


1. Maa man udvælge sig en beqvem plan paa nogenledes tør eller maadelig fugtig grund, helst paa et noget afheldende stæd, men fornemelig i læe og lye for kolde strogvinde, som mest og jævneligst falder paa stædet. Det kan være ligemeget, hvad enten planen ligger i læe tæt an ved gaardens huuse, eller for en aasryg eller en høy bakke og klippe. Man kan og paa de sider hvor jævnlig sterke og kolde strøgvinde falder, plante beqveme løvtræer til værge for humlen. Dog bør man ingen store træer plante saa de paa øst og sydsiden av soelens skin (er) til hinder om vaaren og høsten. Den sorte, feede og grovsandige muldjord er allevegne den beste, men man kan og med arbejde og fyldes møeg, samt ved anden frugtjordstilførsel, bringe baade leer og anden ringere jordarter i beqvem stand til humle.

Naar jorden skal forbædres i en humlehauge, saa bør man dertil benytte skougtuer, raadyngeskarn samt saadant som samles i brendeveds-skiulene, saa kan og en deel morasig jord benyttes deriblant, item den man kan samle af alfarveje hvor mengde af hæstemøge falder.

2. Hvor grunden bestaaer af leer, der bør man tilbringe en god deel grovsandig muld, omtrent til en halv alen tyk, heller meere end mindre, og blande den vel med overbeldte jordfyld, enten med hakker eller ved spader, til henved en alen dybt. Man maa og paaagte at der ikke bliver een eller flere indhulinger i leerbunden, hvor vandet kan blive staaende som i en dam neden under frugtjorden, hvilket da med tiden foraarsaker raadenhed i humlerødderne, og de yder da ingen god humle af sig, uagtet om man siden indbragte den beste frugtjord og anden beqvem giødsel derpaa. Derfor maa samme nøye iagttage, særlig hvor der er flad frugtbund. Bliver grunden ikke således anlagt vel tilberedt fra først af, saa har man ikkun lidet og ganske ringe humle at vente hvor der er leerbund.

3. Hvor jordbunden bestaaer af god og frugtbar jord tilforn, der behøves da ikke videre end allene at bringe endeel møg derpaa, nemlig hæstemøg paa fugtig bund, men gammel koemøg paa tør grund. Dog bør jorden være først vel opspadet eller opphakket førend møgen udbreedes derpaa. Har man endeel vel forraadnet raadynge-skarn, som samles i gaarden eller i brendeveds-skuulene, saa kan man dermed behielpe sig til meere end dobelt imod møgen, allene at det maa ved hakker eller spader blandes vel med mulden, og siden udbreder man saa megen møg derpaa som til en bygkornsager, eller dobelt saa meget om man har møg nok dertil.

4. Naar jorden i humlehaugen saaledes som meldt er bliven tilberedet, saa maa den om høsten opspades enten i runde eller firkantige huuler til omtrent tre qvarter dybe, og lader blive hermed halvanden alens breede imellem hvert huul uopkastet paa hver side, eller og, som er bædre og beqvemmere, at man opkaster jorden i lange gryfter over den hele plan til tre qvarter dybe og henved halvanden alen brede i bunden.

Hver saadan gryft bør da være halvanden alene vidt fra hinanden, saa at de opkastede muldrader bliver omtrent at lige breede med gryfterne.

I samme gryfter, eller opkastede huuler, indbringes atter endeel hæstemøg, eller i mangel af hæstemøg, da anden møg, til omtrent et qvarter tyk, og derpaa endeel af den fra gryfterne opkastede muld, saa at gryfterne bliver til hælften eller noget meere opfyldte, og dermed lader man det urørt henligge indtil neste vaar. Da man imidlertid maa besørge sig behørige humlerøder anskaffet, saa fremt man selv ingen har, enten vilde eller tamme. Thi de vildvoxne humlerøder ere gandske vel tienlige til plantning.

5. Saa snart man har faaet humlerødderne, enten i maij eller juni maanet, saa nedplanter man samme i bemelte gryfter saaaledes: De humlerødder som ere meget lange avsnitter man, saa de bliver ikkun til omtrent et spand lange. Dog saa at afsnittet skeer en tommes brede overfor vextknuden som skal vende opad. Og er derhos at agte, at den smalere ende er den som skal vendes opad ved humlerodens nedplanting, og bør ikke sættes lige op og ned, men langskraaes ned i grøfterne, 3 eller fire paa hvert stæd, hvor en humlestang skal sættes. Hver spire, eller rod, maa da sættes en halv alen vidt fra hinanden, heller noget videre end tættere, thi humlestangen bør staae i mitten, og det er ikke godt at humleroden staaer meget nær hos stangen, fordi humlestængerne maa optages hver høst med humlen og igien nedsættes hver vaar, hvorved humlerødderne bliver beskadigede naar de staaer nær hos stanghuulerne. Hver humlestang bør staae i det minste halvanden alen vidt fra hinanden.

Hvor der er muligt at man kan faae eendeel muld med de tamme humlerødder frembragt fra det stæd hvor de ere optagne, saa er samme muld meget gavnelig til at støe nærmest omkring røderne hvor de igien nedsættes. Thi da er man meere siker paa at ingen uddøer. De kan hellers ikke føres lang vej ubeskadiget saa fremt de ikke ere i muld nedlagde.

Naar humlerøderne som meldt er nedlagte i huulerne, eller gryfterne, saa skufler man den forhen opkastede muld derpaa, og fylder gryfterne dermed, dog saa at den ikke gandske tynt overstiger den øverste ende af humlerøderne. Med en jernstøer nedstapper man huuler til at nedsætte humlestængerne i, paa behørigt stæd forinden mulden skofles hen over humlerødderne. Thi naar røderne bliver først skiulte med muld, saa er det ikke mulig at treffe det rette stæd til humlestængernes nedsættelse. Derfor bør man og hver høst naar humlestængerne med humlens optages, have saadanne tilhugne jordpæle eller korte stafre i beredskab, at de strax kan nedsættes i strængernes huuler igien , og samme huuler altid benyttes til strængerne hvert aar. Ved at optappe nye huuler til stængerne hvert aar, giør man oftest store skader paa humlerødderne. Thi naar en humlerod afstødes halv eller heel paa uret stæd saa yder den i samme aar enten lidet eller ingen humle af sig, ja ofte uddøer de ganske af slig skade.

Planter man unge røder som ej tilforn har baaret humle, saa har man ikke nødig at opsætte store og lange stænger for det første aar, men allene smaa lættere stænger eller smaa tregrenner som humlerankene kan voxe oppaa. Thi de skyder sig ikke meget i høiden, ej heller giver de nogen humle af sig i den første sommer efter de ere plantede, naar de hellers ikke har baaret humle tilforn. Ja hvor grunden ikke er af bæste art, der gaaer jævnlig 2 aar forbi forinden de unge røder giver humle af sig.

Om vaaren bør man see til at humlespiirene kan blive strax anholdt til sine stænger, hvilket best lader sig giøre med smaa buskaser eller greenede riisqviste som nedstikkes i jorden, saa at humlespiirene ved dem kan bøyes hen til stængerne. Da de derved kommer des før og bædre til at opsvinge sig på stængerne. Alt ukrudsgræss med sine rødder bør man flitig udluge i sommer-tiden.

Naar humleknopperne ere i høstetiden blivne guule, og de nederste blad paa rankens ligesaa og begyndes at visne, saa er det tiid at indhøste den, hvilket skeer saaledes. Man afskiærer rankene saa høit som man kan naae op paa stængerne, eller saa vidt som ingen humleknopper findes derpaa. Optager saa stængerne og skuffer rankene af med henderne. Fornemmer man da at frøet falder ud af knoppen, saa bør man have en dug eller lagen til at lægge humlerankerne paa, baade imedens de aftages og henbæres, og imedens humleknuppene afplukkes udi eller inde i huusene. Thi det frø som falder lættere ud af knopperne, er altid det bæste og kraftigste, saa vel i henseende til øllet som til udsæd, naar det dertil behøves. Derfor bør man ikke uagtsom eller skiødelsløs forspilde det affaldende frø, men besørge det vel indsamlet med humleknuppene.

Den del af humlerankene som bliver igienstaaende paa sine røder, nedtræder man derpaa, at de der kan ligge at raadne, da de meget forbædrer jorden til neste aar igien.

De avskaarne humleranker giver man det store qveg, som gierne æder det, saa snart humlen er bliven afpluket.

Naar humleknopperne saaledes, som meldt, ere blevne afpluket, saa besørger man samme vel tøret, enten paa et tæt loftgulv, hvor soel og vejr kan naae dertil, eller og hvor der er lidt ildsvarme neden under loftgulvet hvor humlen ligger udbredt. Da man og undertiden maa røre noget derudi med en rive eller med fingrene saa vidt man kan lange dertil, uden at træde paa humlen med føderne. Paa samme maade kan den og blive tøret med lidt ildsvarme i et tørkehuus, særlig naar den formedelst langvarigt fugtig vejr ikke kan blive vel tøret paa et loft eller andet beqvemt stæd.

Saa snart humlen er bliven saa tør at man ikke meere frygter for at den kan tage fugtighed og duggenhed til sig, saalænge den bliver forvaret paa et loft, stabur eller i et andet tørt og friluftigt huus, saa inpakes den nesten i tøre og reene trækar, eller i sække. Dog bør man altid have et laaeg, eller i det minste en løs træbund, nedlagt paa humlen i de trækar hvor i den er indpaket, thi ellers taber den øverst liggende løse humle formeget af sin kraft.

Når man formerker at en og anden humlerod er uddød, saa bør man neste vaar derefter, saa snart de friske røder ere opspiirede til hen mod et qvarter lange, afsnitte saa mange som man behøver, dog ikke hovedrøderne, men de som man formerker at være udspiiret paa siderne, hvilke da afskiæres saa dybt ned i jorden at de bliver et spand lange, og nedplantes starx i stæden for de uddøde, ligesom tilforn er meldt.

Man kan og plante humlerøderne om høsten, enten sist i september eller først i oktober maaned, allene at man da bør overdække dem med halm eller riislyng, og lægge endeel store trægrener derpaa, at vinden ikke bortdriver det da og sneen bliver meere bestandig liggende derpaa, hvilket er meget godt og gavneligt for humlerødderne i vintertiden.

Hvor der ikke er at faae, hverken tamme eller vildvoxne humlerødder, der maa man da saae humlefrøet i en hauge, hvor der er feed og noget fuktig jord, helst ved siden af et gierde eller plankeverk, dog saa at solen kan beskiine samme stæd saa snart den er oprunden om vaaren. Frøet kan man faae samlet af god og velmoden humle, enten hos hos sig selv eller hos andre. Thi det bæste frø finder man altid uddfaldet i blandt humlen. Man behøver heller ikke meere end et skeeblad fuldt deraf til en liden humlehauge, thi røderne forøger sig meget med tiden naar de bliver udplantet i god og feed jord. Men den aller bæste humle forringes og bliver i tiden som anden vild humle i maver og ring jord. Derimod bliver den vildvoxende gandske tam og god i god jord. Den tamme og vilde humle kiendes fra hinanden derpaa ved det den tamme humle har lodne og skarpe ranker, men den vildes ranker er glatte og ikke lodne og yder gandske lidet og svag humle af sig. Er ej heller af saa stor vext som den tamme, har og ikkun faae ret duelige frø i sig. Derfor maae man besørge sig frøet anskaffet af den bæste humle som man kan erlange. Det bør og gandske tykt udsaaes, hvorfor man maa indblande det i nogenledes tør muld og aske, thi eller kan man ikke vel faae det tynt nok udsaaet. Dog taaler det nok at være noget tykere udsaaet end som næpefrøet. Man kan udsaae noget deraf om høsten og noget om vaaren. Saa faar man dermed see hvilken at deelene bæst vil lykes. Paa stæden baade hvor man har saaet humlefrø og hvor den siden er plantet, maa alt ukrudsgræs vel udluges, thi hvor mængden af ukrud først faaer overhaand, der faaes ikkun lidet humle.

Hvor humlebunden i sig selv ikke er af bæste art, der bør man aarlig udbringe endeel hæstemøg eller anden gammel møg, og udbreede den over over humlekulene om høsten, og hvert andet år endeel raadynge-skarn af brændevedsskiulene, hvilket helst bør være udbredet derpaa om høsten.

Hvor grunden er noget heldende, der er det tienlig at lægge raadynge-rader paa den øverste kant, og derpaa frembringe alt hvad som kan henraadner og forbædre grunden, dertil er aadsler og indholde af de slagtede kreature heel tienlig, item bedærvet saltlage, lud og ludaske, som dog bør udspredes og ikke paa et stæd allene henslaaes og skiødesløs henkastes.

Hvor vandet af gaarden kan have sit udsie til humlehaugen, der er det stor hielp til at holde den bestandig i god hævd.

Saa snart man formerker at humlen forringes eller udartes, saa maa den omplantes fra en hauge til en anden hvis grund maa være vel tilberedet, som før er meldt, da man og maa efterse om røderne har taget skade eller raadnelse til sig og forinden de igien nedplantes, afskiærer alt hvad som er bleeven bedærvet af raadnelse, eller i det minste afskrabe det raadne indtil den inderste barkhinde. Da det og er bæst tienligt at man ikkun omplanter den halve deel et eller toe aar seenere. Thi de omplantede røder yder sielden nogen humle af sig førend i andet aar efter dets omplantning, ja i ringe jord ikke førend i tredie aar.

Naar humlerøderne opskyder sig med mange spiire og vil voxe for meget overflødig og tæt tilsammen, saa maa man om vaaren, naar spiirne ere til henmod et qvarter lange opkomne, avsnittes helst sidespiirne, saa der bliver ikkun 2 eller 3 spiirer tilbage for hver humlestang. Man afskirer spiirene dybest skee kan ned i jorden, hvorfor den da maa opgraves noget ved siden af humlespiirene. Naar humlerankene voxer i stor mængde, eller formeget tæt og tykk tilsammen, saa faaer man baade lidte humle og bliver seent moden. Derfor maa og humlestængerne sættes i det minste halv triede alen vidt fra hver andre, men 3 alens rum hvor humlehaugen er over 12 alen vidt.

Det er gandske vist nok at man faaer baade støre og meget meere humle ved den omplantning naar den ikkun bliver udplantet i beqvem og vel tilberedet jord. Men den bliver hverken kraftigere eller af behagligere smag, end hvor den før stoed, saalenge den ikke udplantes i bædre og beqvemmere jord, end og om den blev, som nogen vil have den, omplantet hvert 6 eller 8, 10 og 12 år. Thi ieg har paa mange stæder i Norge seet gamle humlehauge, som gamle mænd paa 70, 80 ja 90 aars alder ej har vidst hvad tiid humlerøderne deri vare nedplantede. Da de dog i deres heele livstid havde været bestandig ved gaardens brug. Og dog har saadanne gamle humlerøder ydet bædre og meere velsignede humle af sig end de der havde vært plantede for faae aar siden. Men det er rart at see nogen mengde humle paa rankerne i saadanne gamle humlehauger. Aarsagerne dertil veed ieg ikke til fulde at foredrage. Men ieg ved dog at der er meere end een aarsage uagtet ieg sielden har seet nogen saadan gammel humlehauge i god hevd, uden hvor de har haft tilsie fra gaardtomterne, item fra møgdynge og brendeveds-skiule, etc, men ikke hvor nogen mængde af menneskemøg kommer dertil.

Man finder allevegne at humlen voxer meest og bæst, og holder længst stand, hvor grunden er løs og gruusagtig af sort og grov sand iblant mulden, end og hvor der er enten store steene eller faste klipper baade over og neden i jorden, naar ikkun humlerøderene har en alen dyb frugtjord imellem steenerne til at ligge i, særlig hvor grunden har vandfald, men aldeeles ikke paa flad og vaad grund. Den mørkbrune sandjord er dernæst den bæste, hvor den findes paa maadelig fuktig grund, men ikke hvor grunden er meget tør og afheldende. Anden slags sandjord kan og meget vel benyttes til en humlehauge, naar den ikkun med anden god frugtjord bliver behørig blandet til en alen dybt, og med god møeg-giødsel forbædret. Om leerjorden er her fyldest nok meldet tilforn.

Humlestængerne bør man anskaffe sig, de længste som faaes kan af gran eller unge og smalvoxne furetræer. Andre slags træstænger kan vel benyttes, men de er ikkun rare at finde af saa høg og smal vext som det behøves til humlestænger. Det er bædre at de ere noget tykke end meget smale, thi om de ere meget svag og smale kan de lættelig nedbrydes af storm og kastevinde, og da har man megen møye med at faae humlerankerne oprettede igien, ja end være at endeel brydes og fordrejes til skade, saa at humlen bortvisner førend de er komne til fuld vext og modenhed.

Kan man ikke faae saa lange, jevne og sterke stænger som der behøves til humlerankerne, saa kan man paa efterskrevne maade behielpe sig med korte stænger eller smaa lægter, samt klyftede træstager, som og kalles suuler og kløftstafre. Samme klyftstaver bør være i det minste fiere alen lange, eller 3,5 alen høy over jorden. Thi de maa udsættes i jorden og i de huuler hvor elles humlestængerne skulde staae. Paa samme klyftstafre lægger man da de smaae stænger eller lægter som man har dertil. Saa voxer humlerankerne langs derefter. Dog faar man i sommertiden eftersee at ingen ranke kommer til at hænge ned paa jorden, men hielpe dem oppaa stængerne igien og hæfte dem der saa løselig til, enten med bark eller med vidieqvister, at vinden ikke kan nedblæse samme ranke igien. Bemeldte oplagte stænger bør helst ligge i liene imellem eller fra væsten til østen, saa har morgensolen meere frit skiin derpaa, hvilket den ikke kan have naar en mængde humleranker ligger i rader paa stængerne fra norden til synden, da den ene rad skygger meget for det andet førinden solen er kommen til nogen høyde.

Ved saadan indretningt hvor humlen er af stor og sterk vext, bør der ikke være meere end toe humlespiirer eller ranker for hver klyftstave, thi ellers bliver den for tyk og tæt med blade og kommer des formedelst seent til modenhed.

De overfødige humlespiire afsnittes om vaaren noget ned i jorden, saa snart de ere henmod et qvarter lang opkomne. De afsnittede spiire kan man benytte i kaal eller i kiødsupen, hvori de giver en god ogg behagelig smag, men de maa ikke synderhakkes i blant kaalen, naar de er blevne træaktige eller bastige. De ere og baade sunde og gode at spidse som asparges.

Høye og tætte plankeværke ere ikke vel tienlige omkring en liden humlehauge, men vel hvor hvor den er stoer, eller af nogen vidde. Et aabent og høyt træegierde er det bæste, undtagen paa nordsiden. Thi der er plankeverk heel gavneligt saa fremt ingen huuse eller en høy klippe eller bierggryg er, som kan værge derfor. Kan man faae plantet endeel løvtræe ved siden, dog udenfor humlehaugen, saa giør det og god gavn ved det de afværger at stormvejr ikke lættelig kan nedbryde humlestængerne. Men paa øst- og væst-kanterne bør man ikke plante mange træer af de slags som kommer til stoer vext, med mange grene og meget løv. Thi de ere solens skiin til formeget hinder. Men paa sydsiden kan de høye træer ikke hindre solens skiin, efterdi den er da i saa stor høyde om vaaren at de høie træer kan ikke skygge meget langt fra sig imedes den er imellem sydøst- og sydvæst-strægene.

Så var det mål og vekt som bruker. Han bruker tomme, som var ca 2,6cm, og interessant er det at han bruker det i sin opprinnelige betydning: skeer en tommes bredde over vextknuden – dvs at man skal skjære i en avstand over skuddet som tilsvarer en tommelfingers bredde. Ellers bruker han alen fremfor fot, men en alen er to fot, og tilsvarte 62,8cm på det tidspunktet Næve skrev. Et qvarter betyr en fjerdedel og refererer trolig også til alen, og tilsvarer dermed ca 15,7cm. Han bruker også spand som lengdemål i konteksten av at humlerøttene skal snittes så de ikke blir mer enn ett «spand» lange. Målet spann er mer kjent som et volummål på ca 9 liter, men det finnes også brukt som lengdemål i betydningen av å spenne ut fingrene, og er da avstanden fra tommel til peke- eller langfinger - eller noen nevner lillefinger. Den skal visstnok være standardisert til 22cm eller 23,7cm i henhold til ulike kilder. Det høres ut som fristende nær halvannen qvarter, eller 3/4 fot, 9 tommer eller 25.55cm.

Imidlertid må det huskes at jo lengre tilbake man går, jo mer uformelle blir mange av disse målene, spesielt de minst brukte. Det blir litt som børseskudd og steinkast i våre dager.

 

Legg igjen en kommentar



(obligatorisk)

(valgfri, bruk gjerne http://... eller mailto:...)

(optional)


Hvor mye er to pluss tre - med bokstaver?
Lagre navn og E-postadresse for meg til neste gang

«  Den Danske Humlehaven   |  Hva skjer med E.C.Dahls?  »