Det er en modbydelig Tid med Fluer og Byfolk allevegne. Og saa --- midt opi alt det andet --- finder Kathinko paa, at han skal klê' Byggerhuset udvendig --- for den gamle Klædninga er ganske raa-den, siger han. Og udenvidere giver han sig til at bryde og brække i det raa-dne, saa det drøner om Ørene paa mig fra Morgen til Kveld.
Jeg gaar til Kathinko og foreholder ham det forkastelige i at klê' Bryggerhuset nu midt i Høiaanna. Hvad maa Folk tro om ham?
Ja, det faar naa være det same med, ka dei sejer; en naa skal Brøggerhuset kle'est. Netop naa skal det kle'est. Bitterdød, som Brøggerhuset skal kle'est netop nu i travleste Høiaanna! ---
--- ---Jeg hader Kathinko i to Døgn; for hvem kan tænke paa at sidde i Bryggerhuset og digte, naar Bryggerhuset skal kle'est?
Jeg sætter mig indtil hans Fiende Snedkeren og lover ham ungarsk Patentmedicin imod Gigta for at indsmigre mig hos ham, saa jeg kan tale rigtig ondt om Kathinko.
Først begynder jeg med Sengen fra Minneapolis; det var rigtig fantagtigt gjort af Kathinko, og han havde saa inderlig godt af at maatte ud med de hundre og halvfemsenstyve Kroner.
Men jeg behøver saamæn ikke gjøre nogen Omstændighed for at faa Snedkeren paa Glid. --- Hans Had til Kathinko er saa vidtomfattende, at jeg ikke behøver at uleilige mig med Omsvøb.
Først og fremst er det nu Navnet.
«Haa Fageren er det for et Navn?» siger Snedkeren, som slet ikke er ræd for en liden Ed, naar det trænges. «Kathinko! Har en hørt Magen? Tru han er Kunsul?»
Naa, indvender jeg. Hans Mor hed jo Kakathinka, saa der kunde sagtens være lidt Rimelighed i at kalde ham op efter hende ---
«Kalde han op?» svarer Snedkeren iltert, saa det gnistrer i hans ildrøde Skjæg. «Ja men kalde op og kalde op er to forskjellige Ting. Der er mange Folk heromkring, som har en Mor som hedder Kathinka, men tro de derfor behøver at gaa hen og abekatte sig og kalde sig Kathinko? Høh! --- Tro han er Kunsul?»
Ja --- men hvad han saa skulde kalde sig.
Haa han skulde kalde sig? Ja, der har vi Kathinka paa Sodefjeld, hendes Gut kaldte de Kornelius. Se det er da folkeligt. Og saa har vi Kathinka paa Lommeland, hun havde en Gut, som døe, men han kaldte de da Krestian. Og se naa Kathinka paa Vagle, se naa hinner! Hun har en Søn, som er Kaftein paa en Brig fra Fredriksstad endda --- og han hedder ikke mere end Lars efter sin Far, og han har alligevel kommen sig frem i Verden, og kanske vel saa langt som denne herre Kathinkoen. Tænk Kathinko! Tro han en Kunsul?
Jeg opgiver Snedkeren.
Der er ikke andet for: jeg maa reise bort, ind til Bryggerhuset er klædt. Desuden kan jeg ikke mere nu en Stund. Der findes ikke Tanker igjen i min Hjerne. Det er Grød og Tomhed og Tristhed altsammen. Saa pakker jeg min Randsel og gaar ud i Verden paa Lykke og Fromme. Og jeg har ikke gaaet mere end en Time i Solskinnet, saa er alt Mismod skinnet ud af Sjælen. --- Der sidder en gul Hane paa en Gjærdestaur ved Veien og galer saa bedrøveligt, og jeg galer med, --- jeg galer al min Sorg langt ud i Sommerdagen.