Der gror Skyer og Mørke op fra Sjøen mod syd; det tætner til over hele Himlen. Men mod nord skinner en bred Strime sølvklart, og se! midt i en Skyrevne staar pludselig Vaarstjernen blank og ny.
Jeg rusler min Gang opover den nedlagte Bygdevei, hvor Græstorven gror i de gamle Hjulspor. --- Aa, for en mild Stilhed over Jorden; --- fra en nypløiet Ager etsteds i Nærheden kommer en ung Duft af den allerførste Vaar.
Hvor Bygdeveien støder sammen med den nye Postvei, staar en Hytte; --- rigtig en Hytte, med et Vindu og en Dør og en skak Pibe paa Taget. Vægene er røde som Blod, men Vindueskarmene og Vindskierne og Dørstolperne er smilende hvide. Og i Døren midt paa den lave Svil --- sidder en liden Tull af et Menneske. Sammenskrumpen og ubevægelig. En gammel liden Kone er det, som sidder der, indsvøbt i sit graa Tørklæde. Og der sidder hun hver Godveirskveld og glor stivt nedad Veien, som om hun ventede nogen.
Men den arme Taletta kan sagtens vente; aldrig kommer dog den, hun venter paa.
Naar Folk kommer forbi slig om Vaarkvelden og ser hende trofast sidde der, maa de smile; men de tænker ikke større derved. De lader hende sidde der og snakker ikke til hende. Thi alle kjender hendes løierlige og sørgelige Historie, og ingen vil den arme Taletta noget ondt, og derfor lader de hende vente forgjæves i Fred. ---
--- Taletta var en gammel Pige, som gik rundt i Bygden i Vask og Strygning, --- og i Brylluper vartede hun op. Hun var blevet over de halvhundrede Aar, og Elskoven havde vandret hende forbi alle Dage. Dette var nu ganske naturligt; thi Taletta havde været stedmoderlig behandlet af Skjæbnen, baade hvad Legeme og Sjæl angaar. ---
Hun saa ud som et lidet Skorpetrold, --- vims og vrikkende, lidt pukkelrygget og lidt dværgagtig. --- Hun var ganske flad i Ansigtet med en snurrig Topnæse midt paa, og den stod underlig alene og saa sig omkring udover de flade Kinder og opover den flade Pande og bortover Øinene, som laa langt fra hverandre, vandblaa og uden Bryn. Munden var ogsaa næsten ubemærkelig, fordi den ganske manglede Læber, saa det blev den lille snurrige Topnæse, der stod ene og alene og saa sig om udover Fladerne.
Dertil var Taletta taabelig. Ikke i nogen ond Betydning, Stakkar! For hun var sagtens saa god og enfoldig som Dagen er lang. Men hun var taabelig med saa langt et aa, at det betyder noget ganske nær indpaa Daarekisten.
Nu havde Taletta gaaet rundt i Bygden i mangfoldige Herrens Aar og havde gjort sin Dont saa godt, hun kunde, og ingen havde nogensinde havt noget at sige om Taletta i Svingen, som hun kaldtes, fordi hendes Hytte laa netop der, hvor Veien dreiede af fra Sjøen.
Men hvem undgaar sin Skjæbne? Ingen. Selv ikke om man er langt over de halvhundrede og er taabelig med lang aa og hedder Taletta i Svingen.
Skjæbnen kom i Skikkelse af en omvankende Skrædder. Jeg har aldrig seet Skrædderen; men der skal ikke have været noget ved ham, --- end ikke ved hans Ydre; thi hans Indre var, --- som man snart skal erfare --- baade sort og uhumskt, og han var ingenlunde en Pryd for sin Stand. Det eneste jeg med Sikkerhed har kunnet erfare om Skrædderen, er, at han var lavhalt og gik med Galoscher, selv i Solskin. Dette med Galoscherne gjorde ham strax upopulær i Bygden og skadede hans Søgning. Endvidere havde man iforveien en anden Skrædder, der tillige var Postbud og en af Bygdens populære Skikkelser. Man fandt det --- som rimeligt kunde være --- ikke pent af en yngre Mand, som til og med gik med Galoscher i Solskin, at komme her og tage Brødbiden ud af Munden paa et veltjent gammelt Postbud.
Og hvad værre var; den nye Skrædder var ikke fri for at bagtale den gamle. Han skulde saaledes engang have sagt --- det var endda en Lørdag paa Landhandleriet --- at Søren Postbud hverken fik Sving eller Sveis paa noget af det han syede. --- Nu kunde forsaavidt dette have en vis Berettigelse; thi Søren Postbud fik saasandt hverken Sving langtmindre Sveis over noget af det, han tog sin Haand i. Hans Fantasi gik ikke længere end til at sætte nye Buxebager i gamle Hverdagsbuxer; thi Folk nuomstunder pleiede jo mest at gaa til Byen, hvis de skulde rigges op, --- naar de da ikke gjorde det selv om Vinterkvelden hjemme. --- Men ligefuldt var det stygt af den nye at sige om Søren Postbud det med Svingen og Sveisen, det var de fleste enige om. Og for rigtig at vise, hvilken Kar han var, havde den nye Skrædderen med sig nogle Modejournaler, som han bar i Bindet af et gammelt Europakart --- fint skulde det være, skal De vide! .
Han hed Enok og kaldte sig Enok Reinertsen, og han og ingen anden var det, som skulde blive den arme Talettas Skjæbne.
Thi tror De ikke, den onde Skrædder fik indlogeret sig i Talettas Hytte? Der var jo ikke store Lokaliteter i Hytten; det var Talettas Stue og Kjøkkenet med et lidet Hul i Væggen, som hun dristigt kaldte Spisekammer. Men fra Bislaget gik der en brøstfældig Stige op paa Øversteloft, og her var det, Skrædderen sov.
Mærkværdig nok var der ingen, som faldt paa at dette kunde være noget galt. Selvfølgelig var alle Bygdens Sladderkjærringer bag efter enige om, at de helt fra første Stund af havde syntes, det var saa rent for ilde med Taletta, som tog Skrædderen i Huset; men dette var ret og slet Løgn. I Begyndelsen syntes ingen, det var noget galt; Folk lo bare. Og de fortalte en liflig Historie om nogen, som havde ærtet Taletta med at hun havde faaet ogerendes, noget hun havde taget meget ilde op og havde gaaet hele Landeveien nedover og skjændt: «Høh! Komme og spør! Som om ikke atte jæ' har Losserendes?»
Den arme Taletta! Hun var hovmodig for første Gang i sit Liv.
Vinteren gik uden at noget bemærkelsesværdigt hændte; men ved Paasketider kom Taletta til Kirke i nyt hvidt Hovedtørklæde med Roser paa. Da anede de fremmeligste Uraad, thi saa langt tilbage Folk kunde mindes, var den gamle Pige mødt frem til Kirke i sin længst afdøde Moders Hat med sorte Perler og Stenkulsdobber paa. Denne Hat kunde vel nu være over sine sexti Aar; men den hørte nu engang til paa Talettas Hoved, og ingen havde ventet nogensinde at faa se hende med anden Hovedbedækning.
Saa det er rimeligt, at det hvide Hovedtørklæde med de røde Roser vakte Sensation. Selvsamme Dag, da Folk kom fra Kirke, var Taletta saa uheldig at faa Følge hjemover med en Kone, der havde en mer end almindelig fix Tunge, og hun gik lige paa Sagen og spurgte Taletta udenvidere, om det var sandt, at hun var forlovet med Skrædder Reinertsen.
«Ja,» svarede Taletta enfoldigt.«Jeg tror da, vel, at jeg er forloven.»
Næste Dag var nu den Nyhed over hele Bygden. Og det værste var, at Skrædderen ikke nægtede. Nei, han gjorde saamæn ingen Hemmelighed af det; de skulde endda have Bryllup til Sanktehans.
Og hvad var der nu egentlig at gjøre med det andet end at le og ryste paa Hovedet; men det, som er saan, det er nu engang saan! Med Aars Mellemrum hændte det altid der i Bygden, at slige Rariteter gifede sig, og det forargeligste var, at det var mange slige Ægteskaber mellem Gamlinger eller Halvtomsinger som holdt sig bedre end mange af dem der blev indgaaet mellem fornufige Folk. Saa besønderligt er her nu engang lava her i vor søndige Verden, sagde Bygden, --- saa hvem ved, --- kanske Taletta baade kan bli en god og en grei Kone, den gamle Tusta.
--- Skrædder Enok havde ligesom faaet lidt mere Sympathi i Bygden, efterat man fik vide, at han; havde reelle Hensigter med sin Værtinde; men ved Paasketider forspildte han igjen meget, da han kom hjem fra Byen med en Fonograf.
Ja, skulde en have hørt Magen! Hvad skulde de fatige Krybene med Fonograf! Og saa havde han endda faaet 10 Kroner af Taletta for at betale Resten af det, han skyldte paa Fonografen. Som om hun havde noget at undvære, og nu, da hun skulde gife sig om t etpar Maaneder.
Men hvorom alting er, saa var der nu en hel Del af Bygdens Folk, som gjorde sig Ærinde nedover Veien, naar det var pent og stille om Vaarkveldene. Thi da sad Skrædderen og hans Brud i Døren og lod Fonografen synge og spille og dominere, saa det hørtes lang Vei. Og pent var det, rigtig pent. Det kunde ikke nægtes. Især var der en Salme, som blev spillet af Orgel og Basun; det lød rent høitideligt ud i Kvelden.
Saa for alt det, de vidste, kunde endda Skrædderen være en alvorlig Mand, siden han spilte saamange aandelige Melodier paa Fonografen.
--- Det var bestemt. Bryllupet skulde staa selve Sanktehansdag. Taletta syede paa sin Brudedragt. Den skulde være hvid med Blonder.
Jaja, --- naar de havde Raad til det, saa --- Det maatte de jo bedst vide selv. --- Taletta snakkede nu og da om, at Enok havde en Moster en Plads østerpaa, og den Mosteren skulde Enok arve. --- Men Taletta vaste saa svært om Dagene. Dette med Bryllupet havde gjort hende endda taabeligere end ellers. Hun var ikke til at kjende igjen, Taletta. Hun lo og haustede, naar Folk traf hende paa Landeveien, hun var ganske ellevild! Høh, det fik da være Maade paa Lyksalighed ogsaa! Og saa bære sig slig, gammelt Menneske som hun var. Og saa var det ikke frit for, hun var begyndt at slaa stort paa. Først dette at hun skulde staa Brud i hvidt, som om ikke hun kunde staa i svart som saa mange andre Fattigfolk. Men saa var det ogsaa det, at hun begyndte at bede Nabokjærringerne til sig til Kaffe. Og da trakterede hun dem baade med Kage og Hvedebrød; --- ja, engang havde hun endog havt ferske Thebrød fra Byen.
Nei, Taletta var saavist ikke til at kjende igjen, det skulde sandes. Skrædderen hjalp hende med Kjolen. Der skulde nok baade blive Sving og Sveis paa den; thi den blev syet efter en af Journalerne i Europakartet.
Og skulde den blive ligesaa prægtig som Tegningen, ja, da maatte en rigtig sige, at Taletta blev fin nok ialfald. For den Tegningen, --- ja den viste hun nu frem for sine Kaffesøstre og pegte og forklarede. Den forestillede en Dame saa fin som en Prinsesse --- høi og tynd og med Sko som Sylespidser og lange Hansker med fornemt sprigende Fingre. Og paa Hovedet en Hat saa forskrækkelig! Der var Roser og andre Blomster paa den Hatten, aa --- ! i en Uendelighed! Ja, det var Dame det; der fandtes saavist ikke endes Mage --- ikke inde i Byen engang.
Saa blev Taletta slig! --- ja da fik Bygden noget at glaabe paa. Nogle Søndage før Sankte Hansdag reiste Skrædder Enok ind til Byen. Han skulde bare ind og hente sine Papirer, som han havde liggende der, og som han maatte have for Lysningens Skyld. Dertil var der jo intet at sige; han skulde komme igjen imorgen Aften senest; --- men han tog med sig Modejournalerne i Europakartet, og det var paafallende, eftersom det var det eneste, han havde havt med sig, da han kom til Bygden.
Samme Eftermiddag holdt Taletta stort Kaffeslaberas; --- det skulde ligesom være det sidste paa denne Maaden, sagde Taletta., For næste gang, Dere kommer, da blir det jo paa en annen Maade,» sagde Taletta, den enfoldige.
Jaja, saa drak de hende ud af Jomfrustanden i tre hele Kjedler Kaffe og flere Poser Hvedebrød og Thebrød baade fra By og Land. Brudeudstyret laa udbredt paa Sengen; det stod enhver frit for at tage det i Øiesyn. Kjolen var fix og færdig; --- efter Tegningen, ivrede Taletta, «nøiagtig som Dere ser han paa Tegningen». Og hvide Skjørter var der og hvide Tøisko, som Taletta selv havde syet, og tynde hvide Strømper, som ogsaa Talletta(sic) selv havde strikket.
For en Stads, sagde Kjærringerne og blinkede til hinanden. Og den store Myrten efter Mor havde Taletta stillet midt paa Bordet, forat de rigtig skulde se den. Var han ikke deilig, den Myrten! Den skulde bruges til Brudekrans, naar saa langt kom. Det var egentlig Sønd at plukke Mors Myrt; men naar det var ved en slig Leilighed som et Brøllop, saa vilde vist Mor ikke ha sagt noget imod det.
«Du blir saa rent besønderlig fin, skravlede Kjærringerne. «Du blir saa fjong, ja saa niddelig! Som et Prænsebaan, Taletta!» Og saa maatte de hen i Krogene og hoste af Latter og tørre Øinene og puste ud, saa hun ta ikke skulde mærke at de holdt paa at kværkes af Morskab.
--- Tidlig næste Eftermiddag sad Taletta paa Trappen og ventede sin Brudgom. Hun havde Fonografen ved sin Side og havde sat ind Rullen Vor Gud han er saa fast en Borg, forat hun kunde modtage sin Skrædder saa smukt som muligt. ---
Som sagt: hun havde sat sig ud saa tidlig, forat han ikke skulde komme overraskende; men den Forsigtighedsregel kunde hun have sparet sig. Der gik en Time og der gik to, og det blev snart Thevandstid.
Hun gik ind og stellede færdig, men var alt i et ude og saa efter om hun kunde se en Mand komme haltende opover Veien.
Og der kom saa en, saa en anden, --- der kom endogsaa en, der hal tede; --- da bankede Talettas Hjerte, og hun satte Fonografen igang, saa den æsede i vilden Sky, før dens Basuner begyndte at lyde --- falskt og forfærdeligt ud i Kveldsolen.
Men ak! Den halte var bare Seilmageren ude fra Havsøja, som havde knækket Foden, engang han faldt ned fra Riggen den Tid han var ung og fér paa Langfart.
Fonografen basunerede videre. Talletta hørte taalmodig Salmen tilende og satte atter Rullen paa, saa den kunde være parat næste Gang, hun saa nogen haltende langt nede paa Veien --- for da maatte det da være den rette!
Og Solen sank og Skyggerne bleve saa lange.
Og det blev Nat.
Men Taletta veg ikke fra Dørsvillen og Fonografen. Først da Solen stod blank over Furuholtet mod nordøst, puslede hun ind, --- endda mindre end hun pleiede, og endda taabeligere i sit flade Ansigt.
Hun blev siddende ved Vinduet og se ud og forsøgte at tænke.
Men hun kunde ikke tænke, den arme Taletta. Det tumlede rundt i hendes Hoved --- hultertilbulter, Tvivl, Haab, Mistanke, Forfærdelse.
Indtil hun med et fik Øie paa Fonografen, som hun havde sat fra sig paa den rene Dug med Aftenbrættet og de to hyggelige Tallerkener. Der stod Fonografen og pegte med sit hule Rør ret imod hende. Ak, den forekom hende som en frelsende Engel; --- hun stod op fra sin Stol og sagde høit ud i Stuen: «For han kan da kje reise fra Fonografen ialfald.»
Denne Tanke beroligede hende ganske og aldeles. At han kunde forlade hende, det vilde ikke være urimeligt, --- men den kostelige Fonograf --- aldrig! Den var det Mammons Anker, der bandt ham fast til Hytten.
Taletta klædte sig af og sov til langt oppaa Formiddagen.
--- Næste Aften kom, men ikke Skrædderen. --- Taletta sad i Døren med Fonografen ved sin Side og ventede --- den Aften og den følgende --- hver Aften, som kom, sad hun der og ventede paa, at hendes Brudgom Skrædderen skulde vende tilbage. Sankte Hansdag nærmede sig sterkt, og Folk begyndte at synes Synd i hende. --- Det var etpar afhendes Kaffesøstre, som stadig besøgte hende og svælgede i hendes Ulykke og Enfold. De skjønte jo, at dette havde taget paa Talettas skrøbelige Forstand og gjort hende om muligt taabeligere end før, for hun sagde ikke stort andet end: «Jamen Dere kan da skjønne, han kan kje reise fra sin egen Fonograf!» Og saa var hun noksaa rolig og fornøiet med det hele, den arme, trofast ventende Talleta.
Tilslut gik Folk til Presten; i slige Ting var Presten god at tage til. Om ikke Presten kunde undersøge, hvad den Skrædderen var for en Fyr. Presten ind til Byen og støvede rundt og fik Besked.
Skrædderen var en Skurk og en Bedrager. Han var gift Mand langt oppe i Landet, men Konen havde ikke seet ham og ikke hørt fra ham paa mange Aar. Og nu skulde han nylig været reist østover med et fælt Fruentimmer.
Jo, Skrædderen var rigtig en Fant, var han.
Presten meddelte Taletta dette i saa skaansomme Ord som muligt. Hun græd lidt, og ruggede paa sit store Hoved; men saa kom hun igjen med sit evindelige: «Men Presten kan da skjønne --- Manden kan kje reise fra sin egen Fonograf».
Og det blev Sankte Hans og det blev Mikkelsmes; men lige trutt sad hun om Kvelden og ventede, og Fonografen spillede til langt paa Nat, saa der tilslut næsten ikke var en redelig Tone igjen paa Rullerne.
Men lige over Mikkelsmes hændte det forfærdelige. Da kom der en Mand fra Byen og krævede igjen Fonografen! Skrædder Reinertsen havde faaet den paa Afbetaling, men havde ikke betalt mere end 10 Kroner, og skjønt det var en gammel Maskine, saa var den da mere værd, saa nu fik hun aflevere den: --- hun havde saamæn faaet nok Musik for de 10 Kronerne.
Dermed reiste Manden med Fonografen.
Taletta laa i Sengen og græd i to Dage; hendes Kaffesøstre sad hos og gav Skrædderen, hva Skrædderens var, og det var ikke ubetydeligt. Den tredje Dag var en Søndag, og paa denne stod Taletta styrket op og gik i Kirke med sin Moders sorte Hætte paa Hovedet, og hun var atter den gamle Taletta, der vimsede saa grim og graa som et Skorpetrold. De to Kaffesøstre fulgte hende hjem og fik Traktement, og Skrædderen fik en sidste Overhaling.
«Det værste er det nu alligevel med den fine Kjolen» sagde Taletta, «for nu faar jeg sagtens aldrig Brug for den mere.»
Men idetsamme blev hun staaende og se ret fremfor sig saa mærk værdig eftertænksomt, at Munden aabnede sig paa Gløt. Monstro der virkelig inde i hendes besværlige Hjerne dæmrede et Haab --- et ganske lidet Haab om en ny og bedre Skrædder, der skulde komme hinkende opover Veien med sit Atlas under Armen?
«Men han skal nu ialfald ikke syes om! Haa nei! Den fine Kjolen skal nok aldrig bruges til noget andet end til det!»
Og saa lagde hun den fine Kjolen pent og forsigtigt sammen og puttede den Stykke for Stykke ned i den nederste Kommodeskuffen, og bredte et nystrøget Haandklæde over den.
I den nederste Kommodeskuffen ligger den fine Kjolen den Dag i Dag. Ingen Skrædder har siden krydset hendes Vei, men endnu sidder hun hver Kveld og ser ud paa Veien, som om hun venter paa nogen. Om Vinteren sidder hun ved Vinduet, men saasnart det bliver mildt nok i Veiret, sætter hun sig paa Dørsvillen og bliver siddende der saalænge til Mørket visker hende ganske ud. ---
--- Denne sørgelige og sandfærdige Historie fortælles med Rette Ungdommen her i Bygden til Skræk og Advarsel. --- Thi man kan aldig tage sig vel nok ivare for Fremmedfolk og Byfanter. Indlader man sig med dem, kommer Hovmod og Forfængelighed, og saa sidder man der igjen en vakker Dag, forladt og bedragen --- ---:
«Som om ikke atte jæ' har Losserendes!» sa Taletta i Svingen.