Derfor er det, jeg holder mig her midt paa blanke Eftermiddagen, --- ligger og drar mig paa en gulgraa Sjøknat og glor paa Solskvalpet i Fjæren og røger Portorico av en halvsur Snadde, --- istedet for at sidde flittigt og pent i det blaa Bryggerhus hos min Vært Skipper Kathinko og skrive Vers.
For Skam at sige sidder jeg --- gamle Menneske --- og skriver Vers nu om Dagene, som skulde jeg være en Grønskolling paa atten. --- Jeg fortæller det ikke til nogen, og Gud skal vide, at ingen spørger om det heller --- kanske med Undtagelse af min bekymrede Forlægger. Men ham kan jeg sagtens indbilde, at jeg bare holder paa at forfatte lidt af hvert som sædvanligt. Noget til Julebordet i al Uskyldighed.
Og saa sidder jeg i Virkeligheden og skriver Vers, saa det synger i Bryggerhuset. --- Italien og Renæssancen og Sol og Blod og Fest --- altsammen synger det om i Bryggerhuset, medens Gjælden stiger langsomt opover begge Ørene, saa den snart er standsmæssig, selv for en Lyriker at være. --- Det er det vilde Vanvid; men engang i Livet skulde det gjøres. I mange Aar har jeg havt Lysten og Planen, men aldrig Modet før nu, da det er vildere Vanvid end nogensinde at byde en bekymret Forlægger Vers --- ak Gud, tænk Vers!
Men hvordan kan det saa hænge sammen, at jeg midt paa blanke Eftermiddagen kan ligge her paa den gule Sjøknatten og glo paa Solskvalpet og røge for mange Penge i Portorico?
Jo, for idag er det den 16de April, og saa galt som det høres, saa er Sandheden den, at jeg er ræd for den 16de April.
Saalænge tilbage jeg kan erindre, er der hændt mig noget særdeles netop paa denne Dag. Ja, det er bare til at le af; men det er nu saa alligevel.
For en Evighed siden, da jeg var en ubekymret Sjæl, da glædede jeg mig til den Dag som til en Fest. For selv om jeg ikke lagde to Pinder i Kors, saa hændte der altid noget vidunderligt og pludseligt den 16de April.
Siden blev Overraskelserne anderledes og mindre vidunderlige, og i de sidste Aar har det været, som den svarte Fanden selv skulde være ude og gaa efter mig netop den fordum saa gavmilde Aprildag.
Derfor mener jeg som saa, at havde jeg idag siddet og digtet i mit blaa Bryggerhus, som jeg pleier, saa var naturligvis Fanden faret i min Pen og havde digtet ad Hekkenfjeld til og sat en Flek midt i Bogen og gjort Flekken saa usynlig for mine Øine, at den siden var blevet staaende der og havde ødelagt hele Livsværket.
Men nu har jeg været sindig og luret den Herre grundigt ved at ligge her og røge Portorico og ikke sætte Pen til Papiret den ganske Dag.
--- Der er forresten intet særs at sige paa Vind og Veir og Dagen i sin Almindelighed. Himlen er blakk over det hele og Sjøen ligesaa. men Solen staar da tilskue saavidt --- som en blank Kugle deroppe og aarker netop at dryppe to-tre kviksølvskinnende Strimler ned i Fjærekanten, og dem triller Sjødraget frem og tilbage --- indover og udover i ubegribelig Ensformighed.
For en liden Stund siden dinglede en liden Krabbebengel op paa en Sten midt i Sjøskvalpet og blev staaende ganske taabelig og klippe med en Klo ud i Lufen. Den saa ud, som om den slet ikke kunde finde paa noget at more sig med. Og tilslut puttede den sig ned i Væden igjen af lutter Kjedsommelighed.
Naar jeg saa fortæller, at Dampbaaden var her for en Times Tid siden og lossede en tom Kasse og lastede en tom Tønde, da har jeg fortalt alt, hvad der er foregaaet herude, saalænge jeg har været her. ---
Saa her er egentlig intet i Environen, der skal beskjæftige ens Tanker; der hænder isandhed intet sindsoprivende, som skal minde om, at Skjæbnedagen holder paa at helde.
Længe har jeg ligget med Hænderne foldede under Nakken og Øinene halvlukkede mod Himlen, da jeg reiser mig for at stoppe mig en ny Pibe. Pludselig opdager jeg noget, som bevæger sig paa Veien langt derborte.
Mirakel, der kommer nogen vandrende helt henne ved Næsset. Endnu saa jeg aldrig nogen gaa den Vei. Og nu kommer der i denne stille Dag et Menneske derbortefra. Til og med en Prest. En Prest i fulde Pontifikalier. I Kappe og Krave!
Aa ja, forresten. Det er ikke saa farligt. Det er bare Presten her i Bygden. Og han kan umulig have noget med den sextende at gjøre, den høist beklagelsesværdige Mand.
Ja, for han maa da ialfald have det fælt tilgavns, Statens ansatte Prest i dette religiøse Hvepsebøle, hvor der i hvert andet Hus sidder en skraasikker Sekt, der har fundet Sandhedens eneste Nøgle, som laaser Paradiset op for Sektens udsøgte Snes Sjæle, medens Bygdens øvrige Sekter plus Planetens øvrige Millioner reverenter talt kommer til at gaa til Helvede.
Her er dette Menneske Prest.
Her, hvor Emissærer rigtig mæsker sig og gaar Gjæstebudsgang fra Grænd til Grænd Sommeren lang og ligger i Vinterbol, naar Sæsonen bliver for kjølig. --- Her gaar denne stakkars Presten (som atpaatil er fra Hedemarken!) og har ikke saa meget som en gammel Lægdekjærring, som «holder med» ham. --- Havde han endda havt en liden Prestekone ved sin Side, til hvem han havde kunnet klage sig paa sit østlandske, og hos hvem han kanske havde kunnet finde Husvalelse, --- men nei! Hedemarkingen er Ungkarl; han sidder mutters alene i nogle øde Kot i en fæl sveisen Villa, der kaldes Prestegaard.
Fra første Stund af har jeg havt Medlidenhed med ham og har endog været i Kirke --- om ikke for andet saa for at fylde lidt efter fattig Evne. Thi Søndag efter Søndag staar Kirken saa tom, at det er en Gru. Det er Presten og Klokkeren og Lensmanden, de to sidste med Koner og Børneflokke. Det er det hele. Hvis der da ikke tilfældigvis skulde være Barnedaab; men da kommer rigtignok Fadderne først naar Prækenen er forbi.
Saa den Presten, han har det ialfald ikke godt. Vi har tilfældigvis tru et hinanden nogle faa Gange; og vi har talt sammen om løst og fast i al Venskabelighed. Spørger De mig om hvordan han ser ud til Hverdags, skal jeg ikke kunne svare Dem saadan i en Haandevending. Der er ikke noget ved Trækkene, der strax slaar en som det, der giver Ansigtet Karakter, og saa har han en brunlig Vorte under høire Øie, og denne Vorte hypnotiserer mig slig, at jeg ligesom ikke kan komme bort fra den og omspænde de øvrige Træk. Thi denne Vorte er immer urolig og rører paa sig, baade naar han snakker og især naar han smiler, da glider den helt op til Øieranden.
Et er jeg sikker paa, og det er, at smuk er Presten ikke. Han har efter mit flygtige Indtryk et knotet Ansigt, og det skal ikke gjøre det bedre, at der stadig farer smaa nervøse Trækninger fra Munden til Øinene.
Dog kommer Hedemarkingen og jeg godt ud af det sammen; thi vi er begge venlige mod hinanden.
Og saa kalder han mig Hr. Candidaten! Og det tiltaler mig.
For naar en Digter først skal tituleres, klinger Hr. Candidaten baade pynteligt og rimeligt. For det første ligger der i Benævnelsen et ganske svagt, men yderst vemodigt Behag; --- en Mindelse om hine stolte Selvfølelsens Dage, da man Død og Plage! var Minervæ latinske Søn med Duskeluen paa Snur i Septembersolen på Carl Johan. --- For det andet betyder jo Candidatus en ung Borger, der gaar ledig paa Torvet i sin snehvide Toga og venter paa den Tid, da han skal foretage sig noget nyttigt og kanhænde blive noget stort i Staten.
Jeg er derfor selv overmaade tilfreds med Titulaturen.
Det var nu forresten egentlig min Vært Skipper Kathinko, som gjorde, at jeg første Gang fandt paa at gaa i Kirken og høre Presten.
Thi det hændte etpar Gange i Vinter, naar jeg kom ind til Kathinko, og der tilfældigvis var nogle Brødre og Søstre af hans ufeilbarlige Sekt tilstede, --- kom da Presten paa Tale, kan De tro! Ak, de medlidende Smil! Og den sure Hovedrysten! Og de megetvidende Øiekast!
Ikke saa at nogen sagde noget strax; aa, nei tænk!
Der kom et lidet Ord puslende først, et lidet Ord, som skulde berede Stien for de andre. --- Og det lille Ordet sagde hverken det ene eller det andet. Det var egentlig saa rent uskyldigt.
Og saa kom en liden Pause. --- Og saa kom et Ord til. --- ---
Der findes ikke Mennesker i Norges Land, som kan skumle slig som disse. De har drevet den fordækte Tale op til et rent Mesterskab. De forstaar at skjule en Hentydning under Ordene, saa intet Menneske kan gribe den. Men dog træffer Hentydningens Braadd de tusen Steder og rammer tifold dybere end den hvasseste Paastand.
Og som de skumlede om Presten!
Først var det bare en, som spurgte i al Enfoldighed om tro Presten egentlig var saa ivrig i Aanden. Aanei, svarede saa en anden, det var jo stygt at si' sligt --- især om en Kjærkens Tjener; --- men tro han kje heller var at kalde et lidegranne lunken.
Og saa tukled de med Bibelsteder og vrikked sig lidt efter lidt videre og videre med Skriftsprog og Salmevers og tilsidst bedyrede selveste Kathinko, at Presten burde udspøttest. Thi det siger Herren, at hvo som hverken er med mig eller mod mig, han skal udspøttest.
Tænk, Kathinko, --- han som ellers hører til de rimeligste. Han som i mange Ting er en ganske pyntelig Fyr og dertilmed en rigtig Pussenille, den Skjelm! det ved jeg, fra engang han havde faaet et Glas Genever saa ganske ulovligen, thi han er saa blaa af Baand som nogen.
Men da skulde man have hørt Kathinko --- haha, hvor han kroede sig, den gamle Gris! Han snøftede af Erindringer og lumre Lyster.
Saa naar nu selve Kathinko syntes, at Presten skulde udspøttest, da blev jeg virkelig nysgjerrig og gik i Kirken, saafort Søndagen kom.
Jeg satte mig lidt afsides; men det var ikke godt at skjule sig i al denne jammerlige Tomhed. Presten fik ogsaa strax Øie paa mig, og jeg havde fra første Stund af en ubehagelig Følelse af, at jeg generede ham ved mit Nærvær. --- Herregud, han troede vist, at jeg kom for at kiticere hans Præstation og for senere at gjøre Løier med den; thi hver Gang han under sin Tale streifede mig med Øinene, blev han lidt febrilsk og holdt tydeligvis paa at tabe Traaden.
Idetheletaget var det Synd at sige, at han var Taler i den Forstand som saamange andre baade geistlige og verdslige. Hvis det kniber med Sammenhængen, kan de bare lade Ordene pjaske afgaarde som Vandet af en uudtømmelig Tud. Nei, oratorisk Foredrag, som det vist hedder, det manglede Presten i en løierlig tiltalende Grad.
Men meget af det han sagde, var vakkert sagt og sikkerlig dybt følt. Og modigt. For tænk at staa op i denne Bygd, hvor alle har alt paa det rene, og forkynde, at Christendommens Væsen er Kjærlighed og atter Kjærlighed og Ydmyghed og atter Ydmyghed.
Ja, han vovede endog at pege paa de Farer, Bogstavtroen kunde have. Den kunde medføre en aandelig Selvgodhed, som var Herren en Vederstyggelighed. Sandelig sagde ikke Presten det. Et Menneske kunde granske Skrifterne og finde ud, hvad der var den rette Vei, og dog kunde hans Hjerte være haardt og hovmodigt, saa Herren aldrig vilde tage Bo i det, --- skjønt det burde være Herrens Tempel. Saadant et Menneske, der har fundet, hvor Veien til Himlen gaar, men hvis Hjerte dog er forhærdet, han kan lignes med et Træ, der kun bærer Blade. --- Thi Christendommens skjønne Blomster er Ydmyghed og atter Ydmyghed og dens gyldne Frugter er Kjærlighed og atter Kjærlighed.
Ja tænk, tror De ikke Presten forkyndte alt dette. Da jeg gik hjemover, sagde jeg til mig selv: dette kan aldrig gaa godt. For selv om der ikke var Folk at snakke om paa Gulvet, har der sagtens været nogle paa Trævet, og da kommer det nok ud baade paa den ene og paa den anden Maade. Og Rygtet voxer som bekjendt!
Ja, her kan saamæn blive Forargelse! tænkte jeg.
Saa var det nogle Uger efter --- en Eftermiddag, jeg sad og arbeidet, da jeg idelig blev forstyrret af Traakk over Tunet og Smeld i Bislagdøren.
Dette var noget høist usædvanligt, og man bliver jo nysgjerrig, naar man bor for sig selv, saa jeg tilsidst maatte tage mig en Tur over og se, hvad der var paafærde.
Da jeg kom ind i Stuen, stod der en sex-syv af Sekten med Kathinko i Midten og sakkede fortere, en Folk pleier her paa Landsbygden, men da de saa mig, blev de stille med et, saa jeg forstod, jeg kom til Uleilighed, og gik strax over i mit Bryggerhus igjen. Jeg satte mig til at arbeide og havde forlængst glemt det hele, da det gik i Svalen og bankede paa Døren, og ind kom Skipper Kathinko i fuld Reisehyre.
Det var ikke ofte, Skipper Kathinko gjorde mig den Ære at besøge mig paa mit ringe Kammers, saa jeg skal sige, jeg blev overrasket.
Naa --- ?
Jo, det var nu det, at den Tiden, jeg havde været inde i Stuen, saa vilde Kathinko aldrig sige noget, fordi der var saa mange andre. Men hvis jeg vilde vide det, saa skulde der foregaa noget overordentligt i Bedehuset ikveld.
Jøs bevares, sagde jeg. Noget overordentligt! Det var rent ugodsligt.
«Ja, naa skal Dere høre,» fortsatte Kathinko og dæmpede Stemmen. «Hvissom at Dere gaar hen paa Bedehuset ikveld, saa skal Dere faa høre Bibelbudet --- ja Dere ved Mons Mikkelsen fra Mandal, han er Bibelbud --- han skal segje Presten Sandheda.»
De kan forstaa, jeg ikke var sen til at faa Helstøvlerne paa Tamp og Kavajen om mig og Uveirshatten nedover Ørene; for det var et Vasseføre med Slorp og Sneklass til midt paa Ankelen, og der blaaste en ækkel Sønnavind, som førte med sig saa lummer en Havskodde.
Frem kom da Kathinko og jeg til Bedehuset, som laa og lyste lange Veier. Det var godt at se, at der skulde foregaa noget særdeles ikveld; for de sparede ikke engang paa Parafinen, men ødslede med hele tre store Hængelamper.
Det var saa sin Sag at komme ind i Salen, saa stappende fuld var den af alt, hvad der kunde krybe og gaa i hele Bygden, og alt dette Krybendes og Gaaendes stinkede og svedede og dampede omkap. Jeg holdt mig klogeligt tæt bag Kathinko, som sindigt pløiede en lun Kjølstibe for mig tværsigjennem smaat og stort. Og frem kom vi ogsaa tilsidst --- helt frem til selveste første Bænk. Hvordan Folk bar sig ad med at trykke sig endda tættere sammen end de var før, det fatter jeg ikke; men sikkert er det, at baade Kathinko og jeg fik en liden Bænkebede paa den fine Bænk.
Dog finere end selv vi maatte sikkert de tre være, som sad paa den lille Førhøining foran os og med Ansigterne vendt i stort Alvor mod os. Thi de sad ligefrem paa hver sin Pindestol og havde et brunt Bord foran sig med baade Bibel og Vandkaraffel paa.
Finest af disse tre igjen maatte han Midten være. Han maatte mindst være Bibelbudet fra Mandal.
Han var skaldet og skjægløs og meget blegfed. Ansigtet flød ud i lutter bløde Muskler, Underhagen hang slapt ned mellem de aabne Flipper. Og rundt om dette ækkelt nøgne Ansigt kringlede der sig nogle brunsorte Krøller lystent frem over Ørene; en enkelt daskede kjælent helt frem paa Kindet.
Alt dette kunde tilnød passere, men hvad der gjorde Manden ganske uappetitlig for mig fra første Stund var, at han havde sorte uldne Halvvanter paa alle Fingrene, hvilket vakte Anelser, som gjorde mig ganske kvalm, hvergang jeg saa de sorte malpropre Uldfingre famle henigjennem Bibelens hvide Blade.
Jeg tilstaar derfor villigt, at jeg ikke saa med uhildede Øine paa Mons Mikkelsen fra Mandal, og det imponerede mig ikke, at han nu og da kikkede ned i Bogen gjennem et sortindfatet Seglas.
Klokken var allerede over otte; Bibelbudet havde allerede flere Gange seet paa sit store Guldur, som han holdt pralende langt frem for sig. Menigheden sad færdig med opslaaede Salmebøger og skottede dels paa Bibelbudet, dels mod Indgangsdøren. Varmen og Stanken i Lokalet steg stadig, men der var uhyggeligt stille. Kun nu og da klaskede en kraftig Spytteklat mod Gulvet, eller der var nogen, som harkede udholdende og grundigt.
Endelig opstod der en Bevægelse henne ved Indgangsdøren. Alle Hovederne vendte sig som paa Kommando. Men Bibelbudet paa Pindestolen greb raskt Seglasset og gav sig til at gruble over et Sted langt fremme i en af de allerførste Mosebøger. ---
Det var Presten som kom. Nu, tænkte jeg, nu gjælder det at holde Øine og Ører stive. Og jeg strakte min lange Hals saa høit, jeg kunde.
Jo, der stod han i Halvmørket nede ved Indgangen. Han var i Oljeklær og Sydvest. --- Han saa ganske ud som alle de andre Sjøfolk i Bedehuset.
Der var strax kommet to Mænd hen til ham; de talte til ham, jeg kunde ikke høre, hvad der blev sagt, men jeg kunde se, de vilde, at han skulde gaa frem til Bordet.
Han saa sig om, og da han saa Lokalet tætpakket af Mennesker og alles Øine vendte mod ham, kom der noget utrygt over hele hans Skikkelse. Jeg kunde tydelig se, at den Mand følte sig alene blandt Fiender. Og jeg kunde se, at han bad om at blive staaende, hvor han var. Se hvor drivende vaad jeg er, sagde han og pegte paa Oljefrakken og rystede Sydvesten.
Men nei --- der var ikke Tale om, at han fik Lov til at blive staaende der. Ikke Tale om! De hjalp ham ligefrem med at faa Regnfrakken af. Da for der et forskræmt Udtryk henover hans Øine --- hvad ialverden betyder dette? Den har Dere saavist aldrig hjulpet mig med før, sagde hans forundrede Øine.
Da de vel havde faaet Oljehyren af ham, værsaagod! Om ikke Pastoren vilde sidde fram?
Jo, han gik. Halvt mekanisk. Han saa Folkeskaren aabne sig lydløst. Han gik mellem to Mure af maabende Mennesker og gloende Øine. Han vidste ikke, hvad alt dette skulde betyde. Han vidste ikke, hvad han skulde foretage sig. Han gned Hænderne mod hinanden af lutter Forlegenhed og nikkede nu og da til nogen, som ikke svarede.
Han anede intet og det værste, det var godt at se.
Endelig var Spidsrodgangen tilende, og han stod foran Retterstedet, hvor Mons Mikkelsen den strenge Bøddel, sad og ventede ham med Seglasset grusomt vippende mellem sine Uldfingre.
Først da de to Mænd vilde, at han skulde sætte sig paa en af Pindestolene, syntes han for Alvor at ane Uraad. For han stansede og saa sig forvildet om. Han blev ganske som nummen, og han saa betydelig dum ud. Men Folkene forklarede, og --- i og for sig: var der noget underligt i, at Presten i Bygden fik sidde paa Podiet, naar Bibelbudet holdt Opbyggelse? Det var jo tværtimod det eneste rimelige.
Dog lod det ikke til, som om dette havde arriveret Presten nogensinde før her i Bygden; men han satte sig da paa den ledige Stol og Salmesangen begyndte. Da syv Vers var tilende, reiste Bibelbudet sig og læste op Texten. Da han var færdig, rømmede han sig og spyttede i en Spyttebakke, og hele Menigheden rømmede sig i Kor og spyttede enstemmigt paa Gulvet.
Aahaa, tænkte jeg. Nu skal han øiensynlig begynde at segje Presten Sandheda.
Men han begyndte i det Lange og det Brede; han sang og skreg paa samme vemodige Tone hele Tiden; der fandtes ikke anden Tone til i hans Bryst end dette eneste ene Bræg.
Jeg forsøgte først at følge Traaden, men opgav det snart, og hensank i mine egne traurige Betragtninger.
Indtil jeg med et mærkede, der foregik noget med Kathinko, han snudde lidt paa sig, han ligesom belavede sig paa noget.
Og samtidig hørte jeg, at Bibelbudet fik Vind i Seilene. Stemmen begyndte at gaa i Dønninger, den hev sig høit op i Diskanten, før jeg vidste Ordet af det.
«Og saa ville vi samle os, Brødre og Søstre, i Forbøn for en, der iaften er iblandt os og som mere end nogen anden trænger at ildnes udaf den Hellige Aand og vækkes af den Søndens Slummer, hvorudi han nu er saa dybt nedsjunken. Ja, Brødre og Søstre i Herren, lader os alle bede for ham, som her sidder ---» og nu vendte han sig bardus mod Presten, og i samme Øieblik drattede hele Forsamlingen paa Knæ paa Gulvet med et svare Spektakel, --- om det saa var Kathinko, den lumre Hykler! saa kastede han sig uden Betænkning pladask op i den brune Spyttedabbe, han i Forveien havde været saa betænkt at lave foran sig.
Fra nu af sad jeg bare og saa paa Presten. Med det samme Menigheden faldt paa Knæ, var han sprunget op. Det svarte Skjæg stritted i et kridhvidt Ansigt --- Øinene stod vilde. Han tog et Skridt frem imod Lægprædikanten ---: Nu slaar han forlade mig hele Mandaliten tværsigjennem, tænkte jeg. --- Men pludselig begyndte han at skjælve, den skulderbrede Mand, og Armene svaiede fremover. Indtil han lagde begge sine Hænder foran Ansigtet. Slig blev han staaende, lidt bøiet fremover Bordet. En og anden Gang dirred han fra Fodsaalen til Issen, og med engang forstod jeg det. Jeg forstod med en egen forfærdet Ærefrygt, at der, der lige foran mig, der stod et Menneske og kjæmpede den store Kamp for sin Gud og mod sig selv.
Og medens Lægprædikanten drev paa med Lunkenhedens og Vantroens Aand, som er af Djævelen og alt deslige, og hele Bygden snufsede og mumlede med, blev Presten mere og mere rolig, ludede sig længere og længere frem over Bordet, men stadig med Hænderne krampagtigt pressede foran Ansigtet.
Slig blev han staaende en hel Stund, efterat Bibelbudet havde endt sin Trudsel mod Ulven i Faareklæderne og sit Løfte om Ild og Svovl og Helvede. Slig blev han staaende, efterat Almuen havde reist sig og rømmet sig færdig og var kommet sig tilrette paa Bænkene. ---
Nu var det virkelig ganske dødsstilt i Bedehuset. Folk glemte endog at spytte, saa det var tydeligt, Spændingen var unaturlig.
Da Presten endelig løsnede Hænderne foran Ansigtet, var hans Udtryk forunderligt. Han var langt borte fra os alle. Han bevægede Læberne umærkeligt, som om han sagde noget ganske stille til nogen, og han saa lidt op og bøiede Hovedet ganske svagt og smilede umærkeligt, som om han sagde Farvel til nogen.
Først lidt efter hvert blev hans Træk nærværende, men hans Haand rystede endnu, da han strøg sig henover Øinene, før han vendte sig og talte.
«Kjære Venner,» sagde han paa sit rolige østandsk. «Jeg vil takke Dere allesammen. Tak, fordi Dere bad til Gud for mig. Vi trænger alle til at bedes for. Men ingen trænger det saameget som jeg, arme, elendige Synder. Ingen trænger det saameget som jeg. Jeg vil takke Dere allesammen. Allesammen!»
Og han trykkede Bibelbudet i Fingervanten, og bukkede dybt for ham og satte sig stille ved Bordet.
Nu blev der almindelig Mumlen og Hvisken i hele Bedehuset; jeg hørte Kathinko hviske til sin Sidemand: «Jasaamæn maatte han gaa til Bekjendels!»
Derpaa fortsatte Mandaliten sin Opbyggelse. --- Nu var han atter stemt i den brægende Enstonighed; men der var en triumferende Mine over ham og hans dinglende Seglas og denne Mine havde jeg ikke godt af. Til Kathinkos og Menighedens uhørte Rædsel reiste jeg mig og gik høit og lydeligt min Vei.
Dette vakte ogsaa senere en vis Forargelse; men jeg blev dog snart tilgivet; thi hvem kan regne paa en Digter i et Bedehus! --- --- ---
--- --- Denne besynderlige Hændelse ligger jeg paa min Stenknatt og mindes, altimens jeg uvilkaarlig følger med Øinene Prestekjolen, som kommer vandrende paa den forladte Vei fra Næsset.
Da han kommer forbi Stengjærdet lige herved, opdager han mig og stanser, og før jeg ved Ordet afdet, skjørter Prestemanden op, saa jeg skimter etpar graa Buxeben under Kjolen, og han skræver over Stengjærdet med Kursen sat ret paa mig. Det kan hænde, jeg kommer mig op i en Fart; thi som før bemærket er vi meget venlige mod hinanden, og det er jo en Skam, at han, som baade er ældst Akademiker og desuden i Prestekjole, skal have alt det Besvær for min Skyld.
Ja, vi hilser hjerteligt paa hinanden, og han spørger, om Hr. Candidaten fremdeles er boende paa disse Kanter.
Hr. Candidaten svarer høfligt, at han kommer til at bo her foreløbigt, indtil han er færdig med et Arbeide, han holder paa med. Om Hr. Pastoren skulde indover, saa kunde vi slaa Følge.
Hvorpaa Hr. Pastoren og Hr. Candidaten sammen begiver sig afsted henad den fattigslige Bygdevei, som fører fra Sjøen opover mod Kirkebygden.
Vi snakker sammen om løst og fast, og han er saa god at snakke med. Han praler ikke hverken af sin Alder eller sin Viden, og det gjør ligesom heller ingenting, at han er Prest. Til trods for at han er Østlænding, har jeg en behagelig Følelse af, at her i Sognet tilhører vi to nogenlunde den samme Religion.
Derfor kan jeg ogsaa under Samtalen tillade mig at nærme mig Bedehusmødet. Jeg siger noget som, at her er saamegen aandelig Uryddighed paa denne Kant af Landet. Og denne Uryddighed kan være interessant nok at iagttage for en Kunstner, men for en Sjælesørger maa den være uudholdelig.
Da ser han paa mig med et Smil, som jager Vorten helt op i Øiekrogen: «Men var det ikke Dem, Hr. Candidat, som engang sagde til mig, at man skulde dyrke sin Have?»
«Jo, ganske vist,» svarer jeg. «Men jeg mente --- noget mere verdsligt noget. Det er min Stolthed, at jeg er den første i Verdenshistorien, som har elsket Lister og Mandals Amt og dyrket det med tilliggende Kystdistrikter, men Gud bevare mig for at være Prest her.»
«Sig ikke det, sig ikke det,» og nu svulmer Prestens Stemme og hans Ansigt forandrer sig. Hans Øine bliver store og sværmeriske. «Ogsaa jeg har min Have at dyrke, Hr. Candidat! Denne!» Og han svinger høit en Bog, han hele Tiden har gaaet med i Haanden. Det er Bibelen.
«Her er min Have! Jeg forsikrer Dem høit og dyrt: alt hvad Livet kan bringe af Sorg og af Smerte ---: aa, jeg kan pløie min Sorg og spade min Smerte ned mellem denne Bogs Blade. Og se --- hver Gang gror der frem af min Smerte Fred, af min Sorg Glæde. Hver Dag ny Fred, hver Time ny Glæde. Jeg kan møde Had, jeg kan møde Modgang, og som det elendige foragtelige Menneske jeg er, avler det Bitterhed eller Ukjærlighed i mit Hjerte. Men gaar jeg til Herrens Ord med min Bitterhed, og saar jeg min Ukjærlighed som Frøkorn dybt i Herrens hellige Ord: saa kan jeg føle, --- jeg kan føle det, Hr. Candidat, --- hvordan det strax begynder at gro paa Stengrunden inde i mig, og blomstre, blomstre, hører De, af Mildhed og Ydmyghed. Er ikke dette et Mirakel? Dette at ondt blir godt, haardt blir mildt? Og hvordan? Jo, ved at sigte Haardheden og Ondskaben gjennem Guds gamle, evige Ord.
Ja, Hr. Candidat! Man skal sandelig dyrke sin Have. Og jeg forlanger, at De skal tro mig paa mit Ord, og jeg ved, at De tror mig, naar jeg siger, at hver den, som pløier ned sin Feighed, sit Hovmod, sin Selvretfærdighed --- alt det usle, usle vi Mennesker har vanskeligst for at ofre --- naar vi pløier det ned her, i denne vidunderlige Bog --- se da sker Miraklet! Da voxer det frem! Da voxer det frem af denne Bogs Blade --- Roser af Tidsler, et Paradisflor! --- Et Paradisflor af den Mildhed, vi Mennesker ikke kan fatte, af den Fred, som er Maalet for al Livets forvildede Smerte.
Det var det, jeg kanske kunde ha at lære netop disse Mennesker, som bor her.»
Jeg ved intet at svare, og vi gaar i Stilhed sammen, indtil vi kommer did, hvor hans Vei bøier af tilvenstre. Vi trykker hinandens Hænder og siger Farvel. Men jeg bliver staaende og se efter ham. Det er, som om hans Skikkelse voxer i Tusmørket, der han gaar afsted mellem de øde Lyngheier. Og tilslut ser han ud som en Skygge, en vældig Skygge, der forsvinder i Kvelden.